Overbygning

I overbygningen arbejder vi med at skabe et inddragende læringsmiljø, der giver eleverne de bedste muligheder for at udvikle sig fagligt, personligt og socialt. Vi møder de unge i øjenhøjde og inddrager dem i skolens hverdag og fællesskab.

I 7. – 9. klasse undervises der i en bred vifte af nye fag. Natur/teknik udvides til fagene fysik/kemi, biologi og geografi. Af kulturfag kommer samfundsfag til, og af praktiske fag tilbydes håndværk og design.

I undervisningen lader vi eleverne stifte bekendtskab med de gængse prøveformer i de forskellige fag. Dette for at give eleverne mulighed for at øve sig og blive trygge ved formen for afholdelse af prøver.

  • i 7. klasse er der terminsprøver i dansk og matematik 
  • i 8. klasse er der terminsprøver i dansk, matematik og engelsk.
  • i 9. klasse er der terminsprøver i dansk, matematik, engelsk og tysk.


Herudover vil eleverne i løbet af den normale undervisning arbejde med de naturfaglige fokusområder og skriftlige prøver i naturfagene.

Hvert år i 7. – 9. klasse vil eleverne skulle arbejde med den obligatoriske projektopgave. Her får de gode erfaringer med denne arbejdsform, som de vil kunne bruge senere i fremtidige uddannelsesforløb.

Som en del af udskolingen samarbejder elev, klasselærer og den kommunale vejleder omkring uddannelsesparathed. Her vil der i udskolingen være forløb med praktik, virksomhedsbesøg og brobygning hos ungdomsuddannelserne, så de unge kan få et indblik i uddannelsessystemet og fremtidige karrieremuligheder.

Hvert år er det skolens 7. klasse, der har ansvaret for skolens kiosk. Her har eleverne mulighed for at tjene penge til studietur i 8. klasse, oftest et sted i Europa, samt den obligatoriske tur til København i 9.klasse.