Mellemtrin

På mellemtrinnet fortsættes den røde tråd socialt og fagligt, som er blevet grundlagt i indskolingen. Lærerne og pædagoger sikrer en fortsat høj kvalitet i undervisningen, og der tages hensyn til de elever, som skulle have brug for støtte i den daglige undervisning.

Børnene er blevet ældre og skal i undervisningen have mulighed for at blive klogere på sig selv og fællesskabet. Der er et øget fokus på at tilegne sig færdigheder og kompetencer, som kan bruges til at begå sig i et moderne samfund.

På mellemtrinnet vil de nye praktiske fag håndarbejde, billedkunst og madkundskab være med til at udfordre eleverne på nye måder, hvor deres kreativitet og evner til at samarbejde vil komme i spil.

Musik og sang er en stor del af vores kultur og fælles morgensamlinger. Faget musik foregår i 0.- 6.klasse, og varetages af vores kompetente musiklærer. I 6. klasse vil eleverne yderligere få mulighed for at fordybe sig i et instrument. I samarbejde med Sønderborg Musikskole tilbyder vi guitarundervisning som en del af undervisningen. 

I løbet af 3. – 6. klasse vil idrætsundervisningen foregå både på skolens matrikel, men også i Nordals Idrætscenter. I løbet af vinterperioden vil en del af idrætsundervisningen være omlagt til svømning. 

Som afslutning på mellemtrinnet er det den pågældende 6. klasse, som øver og fremviser skoleteater for resten af skolen. Det er en forestilling som elever, forældre og personale ser særligt frem til.